Referat af generalforsamlingen 2010

1. Valg af dirigent

Formanden, Tom Nilsson, bød velkommen til de fremmødte medlemmer.

Tom foreslog Mikael Thomsen hvervet som dirigent, hvilket blev vedtaget.

Mikael Thomsen konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt – og afholdt til tiden, og at generalforsamlingen var beslutningsdygtig i henhold til vedtægterne.

På Generalforsamlingen deltog 9 stemmeberettigede medlemmer: Damgårdsvej 6, 13, 13B, 15, 21, 25, 27, 33 samt Plantagevej 60.

De fremmødte konstaterede at generalforsamlingen var lovlig.

2. Formandens beretning

Formanden kunne berette om et yderst travlt vinterhalvår på mange fronter.

Bestyrelsen har bl.a. været blandet ind i sagen mellem Johnsen og Tårnhøj som handler om beplantning og den nedgravede rørledning som fører Hesselbæk åen ud i vores kanal. Furesø kommune har her ønsket at høre Bådebrolagets syn på sagen.

Bestyrelsen har også været nødsaget til skriftligt at orienterer Johnsens ejerforening at de i henhold til Bådebrolagets vedtægterne kun har et medlemskab og at dette tilhører Damgårdsvej 7B

På nuværende tidspunkt kører der en sag hvor Johnsen mener at det øverste stykke af vores sti burde være offentlig. Spørgsmålet er egentligt allerede afgjort til vores fordel hos Rudersdal kommune i afdelingen for Byplan men Johnsen har sendt sagen videre til afdelingen for Teknik & Miljø, vej hvor den nu behandles.

Tinglysning: Morten Bartholdy gjorde opmærksom på manglende tinglysning på sit skøde af lagets nye vedtægter. Dette skyldes at advokat Schwartz Nielsen aldrig fik tinglyst disse på samtlige af lagets medlemmers skøder. Trods pres og gentagende opfordringer fra formandens side. De er dog tinglyst på adskillige matrikler, og Damgårdsvejens Bådebro Lags bestyrelse kan kun opfordre de enkelte medlemmer til at undersøge eget skøde, og selv få tinglysningen bragt i orden hvis den skulle mangle.

Indkøb af fællesbåd: Dette har dog ikke ligget formanden til byrde, da det overordentligt effektivt arbejdende udvalg ”Damgårdsvejens Bådelag” selv har taget affære.

Damgårdsvejens Bådelag der stiftedes 26. april i år havde også haft nok at se til og resultatet i form af en fælles båd ligger nu og skvulper i Furesøens vand. For detailoplysninger henvises til http://www.bådebrolag.dk/

Herefter orienterede formanden om de forestående arbejdsopgaver til arbejdsdagen. Resten af dagen gik folk til den med stor iver, og sidst på eftermiddagen, efter meget hyggeligt samvær, masser af sol og bøffer på grillen, kunne man virkelig se, at der var sket noget – Stor tak til alle der gav en hånd!

3. Regnskab 2009 til godkendelse

Det reviderede regnskab der var fremsendt til samtlige medlemmer blev kommenteret og fremlagt af kasserer Anya Mantzius.

Kassereren opfordrer igen alle til at indbetale kontingentet til tiden – hvilket vil minimere kassererens tidsforbrug på opfølgning og rykning for kontingentindbetalinger.

Regnskabet blev sat under afstemning og enstemmigt vedtaget.

4. Valg af bestyrelse

Bestyrelsen har i det forløbne år bestået af Tom Nilsson som formand, Anya Mantzius som kasserer, Michael Hegner som sekretær samt Mikael Thomsen som menigt medlem.

Tom Nilsson samt Michael Hegner var på valg – og da samtlige bestyrelsesmedlemmer ønskede at fortsætte – og ingen af de fremmødte stillede op til ”kampvalg” fortsætter begge to år til. Bestyrelsen blev dermed genvalgt under behørig applaus.

Bådebrolagets adresse er fortsat Damgårdsvejens Bådebrolag, c/o Tom Nilsson, Damgårdsvej 25, 3460 Birkerød.

5. Valg af revisor

Karsten Bogh, Damgårdsvej 31 ønskede at genopstille og blev enstemmigt valgt til revisor.

6. Budget og kontingent 2010

Budgettet var blevet fremsendt sammen med regnskabet, med et uændret kontingent i forhold til sidste år på 1.000 kr. pr. medlem. Kontingentet skal indbetales på konto nr. 7681-0004386413. Begge dele blev enstemmigt vedtaget.

7. Eventuelt

Fællesbåden blev diskuteret, og reglerne for medlemskab og andet gennemgået. Pt. består bådelaget af 6 medlemmer, men der er åbent for eventuelt flere! Vi henviser til Bådebrolag/Bådelagets hjemmeside http://www.bådebrolag.dk/ hvis man ønsker mere detaljeret information.

Det blev aftalt at Michael Hegner indkøber et sæt transporthjul til kajakkerne. For de eventyrlystne der vil krydse større landområder på vejen mod Øresund, og for dem der har glæde af ikke selv at skulle bære kajakkerne fra stativet til vandet.

Bare for at alle medlemmer er klar over det så er fælles kajakkerne den grønne og den to farvede blå/hvide. Pas godt på at kajakkernes ror ikke støder på noget når I flytter på dem. De er meget skrøbelige.

Dirigenten afsluttede derefter generalforsamlingen og takkede for det store fremmøde og for god ro og orden. – og ønskede de fremmødte god arbejdslyst til den følgende arbejdsdag.

Næste års generalforsamling er søndag den 29. maj 2011. Sæt allerede nu kryds i kalenderen.

 

Birkerød, den 30. september 2010

Michael Hegner, referent