1.   Valg af dirigent

 

Formanden, Tom Nilsson, bød velkommen til de fremmødte medlemmer.

Tom foreslog Mikael Thomsen hvervet som dirigent, hvilket blev vedtaget.

 

Mikael Thomsen konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt – og afholdt til tiden, og at generalforsamlingen var beslutningsdygtig i henhold til vedtægterne.

 

På Generalforsamlingen deltog 13 stemmeberettigede medlemmer: Plantagevej 60, Damgårdsvej 6, 8, 9, 13, 13B, 23, 25, 27, 31, 33 samt 39. Damgårdsvej 13A var repræsenteret ved fuldmagt afgivet til Damgårdsvej 23.

 

De fremmødte konstaterede at generalforsamlingen var lovlig.

 

2.   Formandens beretning

 

Formanden kunne derefter berette om et alt andet end travl år, hvor højdepunktet af aktivitet har været besøg fra Furesø kommune, der ville besigtige skelbækkens udløb i Furesøen i forbindelse med en evt. frilægning af samme over Enghaven. Der er endnu ikke truffet nogen endelig afgørelse fra kommunens side om den sag.

 

Bestyrelsen havde været lidt i gang med en forårsklargøring af området, så det tog sig nogenlunde ud.

 

Der blev talt om evt. fjernelse af træer og bevoksning op langs bækken. En indsats her er påkrævet, men der foreligger ingen endelig plan.

 

Herefter orienterede formanden om de forestående arbejdsopgaver til arbejdsdagen. Resten af dagen gik folk til den med stor iver, og sidst på eftermiddagen, efter meget hyggeligt samvær, masser af sol og bøffer på grillen, kunne man virkelig se, at der var sket noget – Stor tak til alle der gav en hånd!

 

På medlemmernes opfordring blev det besluttet allerede nu at fastlægge næste års dato for generalforsamling samt arbejdsdag – således at alle allerede nu kan reservere denne dag i deres kalender.  Denne bliver søndag den 25. maj 2008.

 

3.   Regnskab 2006 til godkendelse

 

Det reviderede regnskab der var fremsendt til samtlige medlemmer blev kommenteret og fremlagt af kasserer Anya Mantzius.

 

Kassereren opfordrer alle til at indbetale kontingentet til tiden – hvilket vil minimere kassererens tidsforbrug på opfølgning og rykning for kontingentindbetalinger.

 

Regnskabet blev sat under afstemning og enstemmigt vedtaget.

 

4.   Valg af bestyrelse

 

Bestyrelsen har i det forløbne år bestået af Tom Nilsson som formand, Anya Mantzius som kasserer, Michael Hegner som sekretær samt Mikael Thomsen som menigt medlem.

Anya Mantzius samt Mikael Thomsen var på valg – og da samtlige bestyrelsesmedlemmer ønskede at fortsætte – og ingen af de fremmødte stillede op til ”kampvalg” fortsætter begge to år til. Bestyrelsen blev dermed genvalgt under behørig applaus.

 

Bådebrolaugets adresse er fortsat Damgårdsvejens Bådebrolaug, c/o Tom Nilsson, Damgårdsvej 25, 3460 Birkerød.

 

5.   Valg af revisor

 

Karsten Bogh, Damgårdsvej 31 ønskede at genopstille og blev enstemmigt valgt til revisor.

 

6.   Budget og kontingent 2007

 

Budgettet var blevet fremsendt sammen med regnskabet, med et uændret kontingent i forhold til sidste år på 1.000 kr. pr. medlem. Kontingentet skal indbetales på konto nr. 7681-0004386413. Begge dele blev enstemmigt vedtaget.

 

7.   Fællesbåd

 

Gennem flere år har der været en vision om at købe en fællesbåd når økonomien i Bådebrolauget kan bære en sådan investering. Det nuværende lån til bådebroen er efter flere års afdrag af mindre størrelse. Bestyrelsen har på denne baggrund vurderet, at Bådebrolaugets økonomiske stilling vil kunne bære en lånefinansieret investering op til 75 tkr. En investering i denne størrelsesorden vil kunne imødekomme de ønsker som medlemmerne har udtrykt i form af en fællesbåd til ikke mindre end 8 personer, således at medlemmerne har mulighed for at invitere familie og venner på en sejltur. En fællesbåd vil endvidere tilsikre, at alle medlemmer har tilgang til en motorbåd.

 

Yderligere havde bestyrelsen forinden generalforsamlingen fået en positiv tilkendegivelse af et af bådebrolaugets medlemmer om, at kunne låne dennes motortilladelse et fælles anliggende for alle medlemmerne.

En motorbåd kræver i henhold til Bekendtgørelsen om færdsel m.v. på Furesøen (bek. Nr. 1205 af 20. november 2006) særskilt tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen. I de tilhørende retningslinier står blandt andet:

”En motortilladelse kan ikke overdrages til andre. Tilladelse og motornummer returneres til

Skov- og Naturstyrelsen, såfremt man ikke længere ønsker at gøre brug af tilladelsen, eller konditionerne for tilladelsen ikke længere er til stede.”

 

Det bemærkes, at en motortilladelse IKKE kan udlånes eller overdrages til andre. Den er med andre ord personlig og gælder kun så længe personen opfylder Bekendtgørelsen og de tilhørende retningslinier.

 

Bestyrelsen havde derfor forinden generalforsamlingen afstemt med Skov- og Naturstyrelsen at en aflevering af en motortilladelse fra et medlem i Bådebrolauget ville kunne tilfalde Bådebrolauget under forudsætning af overholdelse af bekendtgørelsen og de tilhørende retningslinier.

 

Generalforsamlingen drøftede de med en fællesbåd tilhørende muligheder og udfordringer. To medlemmer at foreningen anførte at Bådebrolauget burde vente med en sådan investering, til den havde sparet beløbet op. Det blev besluttet at sætte emnet til afstemning om Bådebrolaugets medlemmer var for eller imod projektet. Ud af de 13 matrikler der var repræsenteret stemte 9 for, 2 blankt og 2 imod.

 

Derefter besluttedes det at bestyrelsen skulle arbejde på højtryk for, om muligt allerede i 2007, at få realiseret planerne. Det blev desuden besluttet at lægge den samlede beløbsramme på 75.000 kr. Dette beløb skal inkludere eventuelle etableringsudgifter til rampe og lignende.

 

Dirigenten afsluttede derefter generalforsamlingen og takkede for det store fremmøde og for god ro og orden. – og ønskede de fremmødte god arbejdslyst til den følgende arbejdsdag.

 

 

Efterskrift:

Det var egentlig bestyrelsens hensigt, at kunne vende tilbage efter sommeren med en indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling samt en præsentation af et forslag til endeligt budget, booking system og regler for administration af en fællesbåd.

 

Imidlertid har det pågældende medlem efter bestyrelsens henvendelse omkring realisering af projektet meddelt, at man ikke længere var interesseret i at udlåne tilladelsen.

 

Bådebrolauget står derfor uden motortilladelse til fællesbåden og projektet må derfor udsættes på ubestemt tid. Såfremt et medlem med motortilladelse flytter og dermed mister sin tilladelse eller et andet medlem med tilladelse er interesseret i at indgå en aftale mellem Skov- og Naturstyrelsen og Bådebrolauget om en indirekte overdragelse hører Bestyrelsen gerne herom.

 

 

 

Birkerød, den 20. oktober 2007

Michael Hegner, referent